Moderne spildevandsbehandlingsmetoder er hovedsageligt opdelt i fire kategorier: fysisk behandling, kemisk behandling, fysisk-kemisk behandling og biologisk behandling.

Kemisk præcipiteringsmetode.

Den kemiske præcipitationsmetode henviser til tilsætning af visse kemiske stoffer til spildevandet for at forårsage fem-reaktionsreaktioner med de opløste forurenende stoffer i spildevandet til dannelse af hårdt-til-vand-salte (bundfald), der udfælder ud af vandet, hvorved reduktion eller fjernelse reduceres Forurenende stoffer i vand. Den kemiske nedbørsmetode bruges mest til at fjerne calciumioner, spejlioner og tungmetalioner i spildevand, såsom vand, gryder, bly og skåle. I henhold til forskellige anvendte bundfaldsmidler kan nedbørsmetoden opdeles i kalkmetode (også kendt som hydroxidudfældningsmetode), sulfidmetode og sølvsaltmetode.

Summen af ​​Ca 2+ og Mg2 + indhold i vand kaldes total hårdhed, som kan opdeles i carbonathårdhed og ikke-carbonat hårdhed. Til carbonathårdhed kan kalk tilsættes for at reducere Ca 2+ og Mg2 + i vandet til form CaC03 og Mg (OH) 2-udfældning. For at fjerne ikke-carbonat-hårdhed på samme tid kan kalk-sod-blødgøringsmetode anvendes til at fremstille Ca 2+. Den danner CaC03 med Mg2 +, og llMg (OH) 2 udfældes og fjernes . Derfor, når hårets hårdhed eller alkalinitet er høj, kan den kemiske præcipiteringsmetode anvendes som forbehandling til ionbytningsblødgøring først for at spare driftsomkostningerne til ionbytning.